Vejen fra angst mod selvbestemmelse

En hundelufter i en park
En hund i det fjerne skabte vild panik
Hør klienthistorien læst op her

Jeg startede samtaleforløbet hos Gitte, da min hverdag blev fyldt med for meget utryghed. Udadtil var jeg, hvad alle ville kalde et ”normalt” barn, men min barndom havde haft utrygge elementer og jeg har haft angst så langt tilbage, jeg kan huske. I slutningen af folkeskolen stødte en depression til, hvortil jeg ikke fik særlig god hjælp.

Efter min hund blev overfaldet af en anden hund under en gåtur, blev jeg nu helt spændt op på dagens gåture, og anspændtheden bredte sig til andre områder. Jeg havde det værst om aftenen og købte ind om natten, hvor der var færrest i butikken, men allerbedst havde jeg det, hvis jeg tog en ven med. Ved gennemgang af angsttyper sammen med Gitte genkendte jeg mig selv i panikangst og agorafobi. Se dette

Jeg begyndte så småt at fylde hele min dag med rengøring eller sociale medier for ikke at tænke og føle. Når jeg var rigtig angst, glemte jeg at spise og drikke, hvilket afkræftede mig, og min angst kunne dermed meget nemmere sprede sig. Jeg gik fra varerne i butikken, når panikken kom, og jeg havde svært ved at styre vrede følelser. Jeg havde været flere samtaleforløb igennem, men havde ikke fået brugt den nye viden, da jeg startede op hos Gitte.

Vi koncentrerede os om gåturene med min hund, da de var en nødvendighed og skabte problemer i min hverdag. Vi lavede en adfærdsanalyse og fandt ud af, at jeg havde katastrofetanker om ikke at kunne beskytte min hund; at min dårlige forvaltning af ansvaret ville få hunden dræbt. Og så er det jo klart, at jeg valgte undvigelse på hundeturen og vendte om, når jeg så skyggen af en anden hund. Det viste sig også, at jeg konstant skannede hele området flere hundrede meter foran mig og bag mig for hunde og således var på overdreven vagt hele tiden. Det stressede min krop og sind.

Vi snakkede om den negative effekt af at skanne området for farlige hunde, da det vedligeholdte min angst gennem en tanke som: ”Hvis jeg ikke holder øje med andre hunde, dør min egen”. Jeg kendte ikke til den negative effekt og blev i første omgang ærgerlig over at gøre ting forkert samtidig med, at jeg inderligt glædede mig over at lære nyt. Gitte og jeg lavede en aftale om, at jeg ikke skulle kigge op og skanne hele området, men først måtte kigge op, når hundeejeren var komme ind i synsfeltet. På denne måde så jeg sent, om jeg skulle bede ejeren om at sætte snor på sin hund, men alligevel så tidligt, så snoren stadig kunne nå at komme på. Gitte lærte mig, at jeg på denne måde ville skære tiden med angst ned fra 10 til 2 minutter, når der var set en hund i det fjerne. Jeg oplevede på denne måde at kunne kontrollere noget af angsten, der ikke kom op på uanede højder, men kun blev ubehagelige. Dette trick gav mig mod på at hilse på en løs hund, fordi ejeren så rar ud. Det ville være utænkeligt før.

Midtvejs i forløbet var en registrering af symptomer på angst faldet fra 41 til 22, hvilket også gav mig mod på at arbejde med tingene. Vi udarbejdede små trin til afslappet adfærd, når jeg luftede hunden. Og jeg trænede ihærdigt og tog også nogle gange flere skridt, end vi havde aftalt. Jeg fik lyst til også at arbejde med det faktum, at jeg havde svært ved at sige nej til at hjælpe andre. Jeg vil rigtig gerne hjælpe, men har langt fra tid og overskud til det. Jeg fik til opgave at træne at udskyde beslutninger om at hjælpe andre i stedet for at springe til uden tanke for mig selv og mine egne aftaler. Jeg lagde mærke til min krops advarselssignal: at min stemme forandrede sig og blev rigtig lys, når jeg var ved at sige ja til noget, jeg egentlig ikke ville.

Så en arbejdsopgave for mig blev at finde fraser til, at jeg skulle have tid til at tænke over anmodningen. Når det var så uvant for mig at sige ’nej’ eller i hvert fald: ”Det kan jeg ikke svare på lige nu”, lærte Gitte mig, at det vigtigt at gøre arbejdsopgaven lettest mulig. Og der hjælper en frase eller indstuderede ord rigtig meget. Det, at man ikke skal finde på hver gang, men bare holde sig til manuskriptet. Jeg fandt på at sige, at jeg lige skulle have tre dage til at overveje det. Det gav mig ro til overvejelser, og jeg er i dag startet et nyt liv, hvor jeg helhjertet gør, hvad jeg vil, og undlader det, jeg ikke vil. Både jeg selv og min omgangskreds er meget tilfredse med den nye udvikling. Med angstsymptomer i bund og selvbestemmelse i top er jeg startet på uddannelse og trives i udfordringerne der.

Vi sluttede samtaleforløbet af med at lave ’gammelt/nyt-skema’ over problemet: ”Jeg bliver træt af at være overansvarlig og tage ansvar for andre, som ikke har bedt om det”.  Og det nye mål blev: ”At jeg kun hjælper dem, der vil have det, med de kræfter, jeg allerede har. Jeg er ansvarlig for mig selv og mit liv”. Jeg har gennem samtale let ved at udfylde alle underkategorier på skemaet og kan opdage, hvornår jeg er i det ’gamle skema’ og ved, hvad jeg skal gøre for at komme over i det nye skema.

At komme hos Gitte, har været noget af det mest fantastiske og bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv.

,

Comments are closed.