Fobi – nej tak

Spindelvæv med morgendug
Et spindelvæv kan være smukt

I den forgangne uge har jeg haft fingrene lidt i egen bolledej, hvad fobier angår. En af dagene, da vi var ude i køkkenet, spurgte min mand med rolig stemme: ”Skal du have trænet lidt fobi?” og nikkede mod gulvet, hvor en edderkop kom kravlende. I gamle dage ville han have afledt min opmærksomhed eller sendt mig ind i stuen, mens han lige fik fjernet krybet. Men det er mange år siden, at jeg gik i kognitiv træningslejr og fik reduceret min araknofobi med 90 %. Fra barndom af har jeg været bange for edderkopper. Jeg kan huske en oplevelse af at have fået overrakt en tændstikæske med en overraskelse i, som viste sig at være en stor sort edderkop med lodne ben. I min hukommelse havde den næsten også hugtænder og en hul, ondskabsfuld latter. Men det er nok forvanskede erindringer 😉

I hvert fald var jeg et nemt offer, hvis drengene fra klassen gerne ville fremkalde pigehyl i skolegården. Og hver gang jeg slap fra en edderkop, oplevede jeg stor lettelse ved at slippe væk fra situationen. Jeg inkorporerede i min hukommelse, at jeg reddede livet ved at flygte fra en edderkop, og derfor fortsatte jeg selvfølgelig med det. Ifølge Sundhedsstyrelsen er 50 % af alle enkeltfobier (nåle, højder, hunde, tordenvejr, edderkopper osv.) konstateret allerede i 7 års-alderen. Så hvis man ikke gør noget ved det, kan man altså gå med sin fobi i rigtig mange år.

Og det er også mange år siden, at jeg begyndte at træne min fobi væk. Først fandt jeg ud af, hvad jeg egentlig frygtede. At edderkoppen bed mig? At den spiste mig? At jeg blev til spidergirl? Man fanger katastrofetanken ved at spørge sig selv: ”Hvis jeg ikke kommer væk fra den edderkop, så ….”. Ja, hvad så? Jeg måtte med skam fortsætte tanken: ”…, så dør jeg”. Og det vidste alle mine voksne antenner godt, ikke var rigtigt. Så jeg måtte omstrukturere min tanke til: ”Hvis jeg ikke kommer væk fra den edderkop, så reagerer min krop ubehageligt som om, den er farlig. Og det er den ikke.”

Altså begyndte jeg træning med at se på edderkopper ud gennem vinduet. F.eks. kunne jeg fascineres af måden, spindet bliver lavet på eller de mange typer spind, der er. Dernæst fandt jeg små edderkopper på størrelse med myrer, som fik lov til at løbe på mine hænder. Når de blev lidt større, fik jeg dem bare ud af mit hus med glas og papir, som jeg ville gøre med en flue eller sommerfugl. Jeg må indrømme, at de rigtig store og i mine øjne stadig ret klamme edderkopper, de får altså en med skoen eller køkkenrullen. Og det skete da også med eksemplaret, som min mand gjorde mig opmærksom på i mit køkken.

Så overhørte jeg et par timer efter, at sønnen på 16 viste min mand en edderkop, der var så klam, at han som spejderdreng ikke lige tog den med fingrene; det plejer han at gøre. Faktisk så tog han den slet ikke; og sagde heller ikke til mig, at den var der. Men modig efter dagens fobi-træning opsøgte jeg stedet og måtte lede efter denne virkelig klamme art og opdagede, at den ikke var så slem endda. Faktisk måtte jeg lede efter noget endnu mere klamt for at føle mig rigtig stolt over at have klaret det.

Se, det var en lang historie om, hvordan jeg har arbejdet mig væk fra at skulle skanne alle steder, jeg kom hen i. Lige lade blikket køre hen over loftet og ud i alle hjørner, for at jeg kunne slappe af. Og det er en rar fornemmelse at føle sig i stand til at klare situationer, der tidligere gav panik. Den bevidsthed om at være kapabel – i stand til at udføre noget bestemt – den under jeg alle. Og jeg vil derfor også opfordrer alle til at gøre noget ved deres fobi. Jeg kæler ikke med en edderkop nu, men jeg går ikke i panik, når jeg ser en; bliver faktisk ikke længere forskrækket, men konstatere bare, at den er der. Og jeg skanner aldrig et rum længere; den tid er forbi.

Comments are closed.