Vigtige sovevaner

Hvordan skal barnet føle sig tryg i egen seng?

I Kristeligt Dagblad skriver psykolog og forfatter Finn Korsaa 3. december 2018 et debatindlæg, som jeg i første omgang ikke vidste, hvad jeg skulle mene om. Han tager udgangspunkt i den fejde, der er opstået mellem to lejre; nemlig mellem tilhængere og modstandere af en 18 år gammel bog ”Godnat og sov godt” af psykolog Eduard Estivill fra Spanien. Bogen beskriver, hvordan børn ned til 4 måneders alderen kan lære at falde i søvn alene, ved at forældrene undlader at gå ind til dem, selv om de græder. Udeblivelsen af trøst skal så langsomt øges minut for minut, indtil barnet oplever, at det er i stand til selv at falde i søvn.

Finn Korsaa beskriver begge sider af fejden, men hælder selv absolut til den ene side, når han siger: ”Det, som ”godnat og sov godt”-metoden handler om, er at lære forældrene, at adskillelse er en nødvendig del af livet, og angsten for denne adskillelse kommer ikke kun til udtryk i hjemve, men altså hver eneste aften”. Og han har flere stik til forældre, som jeg ikke vil komme ind på her. Du kan læse hele debatindlægget her.

I mit arbejde med angste børn ser jeg meget ofte denne problematik med at sove i egen seng. Som regel har børnene tidligere kunnet sove alene, men den nye angstproblematik gør det meget svært for børnene at falde i søvn og sove igennem uden at vågne op. Det er altså en anden situation end den, hvor forældrene bare synes, det er hyggeligt og det nemmeste at lade børnene ligge i midten af dobbeltsengen.  Fra min synsvinkel har jeg dog det samme mål som i ’Godnat og sov godt-metoden’ – nemlig at lære børnene, at de selv er stand til at falde i søvn. Det er metoden til den nye indsigt, jeg ikke tror på.

Både børn og voksne kan meget let lave den kognitive kobling, at sovetid er lig med ubehag og angst. Hvis din krop mange gange har oplevet uro og tankemylder ved sovetid, sætter hjernen umiddelbart de to ting sammen.. Denne kobling skal brydes gennem flere tiltag. Hyggelige og forudsigelige ritualer ved putning er vigtigt. Og selvtilliden omkring at være i stand til at falde i søvn skal styrkes gennem redskaber til at få ro i kroppen gennem afspænding og meditation.  Og tankemylderet kan man prøve at få styr på gennem omstrukturering af tankerne – også kaldet Detektivtænkning i Cool Kids-programmet.

Mange børn (og voksne) kan skubbe ubehagelige tanker væk i løbet af dagen med aktiviteter. Når så roen falder på i forbindelse med putning, kommer alle tankerne væltende, og det kan virke som en strategi for ikke at skulle sove, men snakke. Her må den enkelte familie finde ud af, om det er et godt tidspunkt at snakke på, eller om problematikken skal skrives ned og drøftes dagen efter, hvor overskuddet er større. Man skal bare huske at få det gjort, så børnene ikke er alene om deres tanker. Større børn kan selv skrive bekymringer ned, som skal drøftes med mor og far dagen efter. På denne måde gør man noget ved bekymringen på en struktureret måde.

Og her er jeg enig med Finn Korsaa, der siger: ”Adskillelse er imidlertid et livsvilkår, og børneopdragelse har som mål at gøre børn til livsduelige voksne. Det gør man ikke ved at skærme børn mod livets grundlæggende vilkår, men ved at hjælpe dem til at overvinde angsten”.

,

Comments are closed.