Taknemmelighed kan være vejen til tilfredshed og ro

Taknemmelighed for dagen

Else Marie Nygaard skriver i artiklen: ”Uden taknemmelighed glemmer man at leve livet” i Kristeligt Dagblad 29. december 2017 om tanker fra sociolog Rikke Østergaard, der lige har udgivet sin bog ”Tak”. Hun har på egen krop oplevet, hvor vigtigt det er ikke at falde i fælden med altid at være utilfreds med tingenes tilstand og altid vil have mere. Selv om vi fra naturens side er indrettet til at have fokus på det negative for at sikre vores overlevelse, synes jeg alligevel, at det er ærgerligt, at Danmark ifølge tidsskriftet The Journal of Positive Psychology er i top 5 over de mindst taknemmelige nationer i verden. Men jeg genkender fra hverdagen, at det er mere acceptabelt at brokke sig og stræbe efter bedre job, flottere krop, større sundhed osv., end at være taknemmelig for det, du har.

Rikke Østergaard fortæller, at det er utrolig vigtigt at lægge mærke til de små gode ting i hverdagen og det, vort netværk gør for os. Hun fortæller om et forsøg, hvor 1000 amerikanere hver dag i tre uger skrev tre ting ned, som de var taknemmelige for. Deres optimisme voksede med 94 %. Og det er en meget anvendt strategi i behandling mod depression.  Det virker så enkelt, at mange rynker lidt på næsen af det, men ifølge den kognitive teori vil vores humør gennem taknemmelige tanker blive løftet og negative følelser blive skiftet ud med mere positive. Der er ingen risiko for hjernevask og lalleglade holdninger. For de nedfældede emner skal være konkrete og sande ting, som man har oplevet den dag. De store problemer forsvinder ikke, men fokus på de små glæder giver mere energi til at gå i gang med de større ting i hverdagen.

Noget, der derimod ikke giver energi, er det, som Rikke Østergaard kalder ’forventningernes tyranni. Når man om aftenen IKKE tænker over, hvad man kan være taknemmelig over fra dagen, men kun tænker på, hvad der skal nås i løbet af den næste dag. Disse lister, der skrives sent i sengelampens skær, giver ikke taknemmelighed og ro i sindet, men i stedet en uro over uvisheden: ”Kan jeg nu nå det hele i morgen?” og ”Kommer det nu til at gå godt?” Dette er ikke fordrende for en god nattesøvn. Det afslutter ikke dagen, men starter på en ny lige inden sovetid. I sidste nyhedsbrev skrev jeg om det befriende i at bruge lister til at tømme hovedet i løbet af dagen. Så skulle man ikke bekymre sig om at huske eller prioritere, men havde sat tid af til netop dette arbejde på et særligt tidspunkt i løbet af dagen eller ugen.  Og det tidspunkt skal altså ikke falde lige inden sovetid. Der er det bedre at have fokus på taknemmelighed.

Hvis du vil afprøve metoden i tre uger, altså sætte dig om aftenen og nedskrive tre ting fra dagen, som du har været taknemmelig for, så hører jeg meget gerne fra dig. Kontakt.

Comments are closed.