Rovdrift på mennesket

Præstationssamfundet giver os stress, angst og depression

Kan man sammenlignemange års rovdrift på naturen med nutidens rovdrift på mennesket? Det gør lektor i sociologi på Aalborg universitet, Anders Petersen i sin kronik i Kristeligt dagblad 2. december i år. Han beskriver, hvordan især ungdommen har vænnet sig til fra barnsben af at forberede sig på præstationssamfundet og de krav, det stiller. Altid at være omstillingsparat. Altid at være robust. At stå model til kravene. At lykkes med planer, så CV´et kan se godt ud og det kan blive delt på de sociale medier.

Han er også meget specifik med omkostningerne ved at være en del af præstationssamfundet; nemlig stress, angst og depression, som især den unge generation næsten naturligt har accepteret som en del af livet. Man læser jævnligt i pressen, at selv små børn bruger ord som ’stresset’ om timerne i børnehaven og at børn helt ned til de mindste klasser må blive hjemme med stresssymptomer som hovedpine, ondt i maven, kvalme, opkast og deslige. Nu har jeg jo sat mig for, at mit nyhedsbrev ikke kun skal være oplysende, men også opmuntrende. Og derfor medtager jeg Anders Petersens afsluttende vinkel i kronikken.

Når vi har indset, at det er usundt for os som menneskehed at lade præstationssamfundet drive rovdrift på os, behøver vi ikke at acceptere det stiltiende. Vi kan optimistisk lede efter håb om forandring. Og jeg kan her komme med nogle jordnære spørgsmål, som vi kan stille os selv:
Hvor skader det mig ikke i virkeligheden at sige fra?
Hvor kan jeg skære ned på forventninger?
Hvor kan jeg nøjes med mindre?
Bliver jeg lykkeligere af at gøre så meget hele tiden?
Hvor er der plads til mig?

Disse spørgsmål må endelig ikke gå hen og blive et nyt pres for at udvikle livet til at blive trendy enkelt á la Less is more. De skulle netop skære lidt præstationsræs væk og give noget tid og nogle kræfter til bare at være uden at skulle præstere hele tiden. Det ville være godt for os danskeres psykiske velbefindende. Og der er da også begyndende nye tendenser til stå af ræset. Jeg hører jævnligt sætninger som: ”Det skal give mening for os; ellers duer det ikke”. ”Nej, jeg tror, at vi bare har brug for lidt ro alene”. ”Jeg prioriterer bare en af delene; ikke dem alle”.

 

Comments are closed.