Overgange i livet – også efterskole.

Det kan være svært at sige farvel til det sidste barn

Ja, så er sommerferien slut for de fleste, og hverdagen starter op. For rigtig mange mennesker starter hverdagen ikke op som før sommerferien. Nogle små mennesker er gået fra vuggestue til børnehave eller måske endda op i børnehaveklasse. Nogle børn fra mellemtrinet skal skifte skole for at komme i udskolingen. Der er også overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse og fra ungdomsuddannelse til studie, der dog måske først starter om nogle uger. Der er rigtig mange forskellige overgange, der sker lige her efter sommerferiens afslutning. Jeg har selv været ude for en overgang, der kommer til at ændre mig det næste år. Min yngste og eneste hjemmeboende søn er startet på efterskole.

Dagene optil havde ikke været gnidningsfrie. Der var mange ting på pakkelisten; mange ting, der ikke stod på listen, men som skulle med alligevel. Sønnen syntes, der var masser af tid: ”Det tager ikke lang tid. Det kan vi altid pakke”. Og jeg syntes: ”Når vi ved, hvad du skal have med, kan vi lige så godt få det meste pakket ned i god tid, så vi kun mangler det sidste”. Vi skiftedes lidt til at få ret, og vi nåede det hele. Ikke til tiden, for han havde alligevel glemt den vigtige forlængerledning og powerbank´en, jakken og et par småting mere, så jeg alligevel kunne blive ’dagens mand i skysovs’. Herligt. Vi tog til skolens opstartsarrangement, fik indrettet skab og seng, fik en masse informationer, og jeg fik kys og kram ved bilen, og så kunne jeg køre hjem. Han vinkede ikke. Han gik fattet ind til en masse nye kommende kammerater. Og jeg kunne ikke andet end at være tilfreds.

Jeg bringer denne banale fortælling for at sætte fokus på, at vi mennesker i løbet af et liv skal igennem rigtig mange overgange og hver gang tilpasse os en ny rolle. I magasinet til forældre ”Efterskolen” fra august 2018 skriver Camilla Schmidt om tre måneder med dyb sorg og savn, da hun havde afleveret sin datter på en efterskole. I artiklen forklarer familie-psykolog Heidi Agerkvist, at det kan være en livskrise, når børn flytter hjemmefra eller tager på efterskole. Hun kalder det ’empty nest syndrom’, altså den reaktion forældre – oftest moderen – kommer i, når huset pludselig bliver tomt uden børn at tage sig af. Og det er ikke fordi, forældrene ikke under den unge gode oplevelser eller at stå på egne ben. Men det er reaktionen på identitetstab, indtil en ny identitet har indfundet sig.

Og det er nemlig opfordringen til at komme godt igennem overgangen: at acceptere sorgen og savnet og få talt om det. Og at dyrke andre interesser, så en ny identitet opstår. Derfor startede jeg også dette skriv med ordene om, at denne overgang kommer til at ændre mig. For med huset fri for unger og venner kan jeg selv bestemme over al min tid. Jeg har faktisk ingen presserende familieting, jeg ikke kan rykke lidt rundt på nu. Og dvs. at jeg skal prioritere og sortere i aftaler, tidsforbrug, aftenmenu, valg af biograffilm, sovetider osv. udelukkende ud fra, hvad jeg selv (og ægtemanden) har lyst til. Jeg kan ikke afvente, hvad børnene har lyst til, men skal vælge selv. Det blive både rart og udfordrende. Og så har jeg udskudt lidt at tænke på, at det bliver en ny overgang, når sønnen kommer hjem igen om et år 😉

Hvis du vil læse mere om empty nest syndrom, kan jeg henvise til brevkassen på Heidi Agerkvists hjemmeside: her 

, ,

Comments are closed.