Når kærlighed bliver til overbeskyttelse

Man vil gøre alt for at hjælpe sit barn mod angst – selv at hyre et hornorkester

Speciel læge i psykiatri Niels Kjeldsen-Kragh skriver en interessant kronik i Kristeligt dagblad 10. november 2017. Han starter med at beskrive en kærlig og stærk kernefamilie, hvor datteren på 11 år pludselig får et angstanfald i skolen efter at have begået et mindre fejltrin i en leg i gymnastiktimen. Som læser undres vi, indtil Niels Kjeldsen-Kragh udruller årene forud, hvor forældrene i deres hjerters godhed har planlagt og udlevet et familieliv i tæt nærhed med børnene hele døgnet rundt. Først ved at skiftes til at ligge hos børnene til de sov og senere til at alle bare sov i samme rum, fordi det var så hyggeligt. Børnene vænner sig til at have mor og far rundt om sig hele tiden – også om natten og på lejrskole, hvor en ekstra voksen hjælper altid er velkommen. Til sidst virker det rarest, hvis der også er en kendt voksen uden for skolelokalet, når utrygheden popper op en gang i mellem.

I kronikken gives der ikke skyld til nogen for pigens angstanfald i gymnastiktimen, og forældrene anerkendes for deres gode vilje og intensioner. Men der forklares også om børns behov for udfordringer, løsrivelse og selvstændighed. Om et behov for en vis mængde vanskeligheder og udfordringer, der skal overvindes, for at et barn kan tro på, at det har evner til at klare en tilværelse. Og Niels Kjeldsen-Kragh slår fast, at kærlighed er forudsætningen for alt det andet med udfordringer og overvindelser, men at kærligheden ikke er nok i sig selv.

Min erfaring fra klinikken stemmer meget godt overens med kronikken. Vi forældre vil det allerbedste for vore børn og opdager ofte ikke selv, når vi strækker os meget langt, for at vore børn kan føle sig trygge. For 18 år siden sad jeg som mor overfor en børnepsykolog i rådgivning omkring min søn, der gerne ville kunne høre os voksne pusle i huset, når han var utryg ved at skulle lægge si til at sove. Vi udsatte at tømme opvaskermaskine til dette tidspunkt, gik og smækkede lidt med dørene og talte med høje stemmer. Da psykologen mildt spurgte mig, om vi var villige til at hyre et hornorkester, måtte jeg modvilligt indrømme over for mig selv, at det ville vi nok overvejer, hvis det kunne hjælpe. Da indså jeg, at jeg var i gang med at vise min søn, at det VAR utrygt at lægge sig til at sove, hvis han ikke kunne høre os voksne.  At det VAR nødvendigt at kunne høre larm i huset, før han overgav sig til søvnen. Efter en god snak ændrede vi på det, og han vænnede sig til at falde i søvn i ro … med vished om, at der var en voksen i huset, selv om han ikke kunne høre det.

Læs hele kronikken “Når børn bliver kvalt i omsorg”

Comments are closed.