Løsning på stress

Stress kræver flere slags mestring

I de to sidste nyhedsbreve har du hørt om to forskellige vinkler på det faktum, at der aldrig har været så mange mennesker med stress-symptomer, som der er i disse år. Der er røster om, at samfundet er sygt, og at fagforeningerne burde modarbejde dette, så det enkelte stressramte menneske ikke står med ansvaret. Der er også røster om, at det netop er det enkelte menneske, der skal lade være med at overtænke og dermed bekymre sig selv unødigt, da vi bliver syge af det. Jeg kan se det bedste resultat gennem en kombination af de to løsningsforslag. At der BÅDE sker ændringer i samfundsstrukturen, og at vi lære at forholde os til udfordringerne på den mest givende måde.

I klienthistorien i dette nyhedsbrev kom jeg ind på den problemfokuserede  mestring, hvor vi handler for at gøre noget ved problemet og den følelsesmæssige mestring, hvor vi prøver at regulere vores  følelsesmæssige reaktion på problemet. Før jeg kommer ind på et dugfrisk eksempel på dette, vil jeg lige komme med nogle tal fra ”Forsikring og Pension, Statens Institut for Folkesundhed og Sundhedsstyrelsen”:

   ·    Stress koster samfundet et sted mellem 2,3 mia. kr. og 14,7 mia. kr. om året, afhængig af opgørelsesmetoden.

   ·    Udgifterne omfatter indlæggelser, sygesikring, førtidspensionering og produktivitetstab.

   ·    Dårligt psykisk arbejdsmiljø, herunder stress, skønnes årligt at være skyld i 1 mio. fraværsdage, 30.000
hospitalsindlæggelser og en halv mio. kontakter til praktiserende læge.

Det er altså ikke bare det nyeste modefænomen, vi er oppe imod, men et reelt menneskeligt og socialøkonomisk kæmpeproblem. 27. februar 2015 skrev journalist Else Marie Nygaard i Kristeligt Dagblad om den nyste forskning fra på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, hvor Malene Friis Andersen har endt sit fire årige ph.d.-forsknings-projekt.  ”Min forskning viser, at der er grund til at se kollektivt på stress. Stress eskalerer, hvad der kan se ud som arbejdsnarkomani og perfektionistiske træk, men det er træk og en adfærd, som er kommet af eller er forstærket af stress og er altså ikke årsagen,” siger Andersen.

”Stress gør én i tvivl om ens egen selvforståelse. Desuden forstyrres selvværd og realitetssansen. Derfor sætter stressramte alt ind for at lykkes med deres arbejdsopgaver for at genvinde sig selv som mennesker”.

Og et sidste citat, der begrunder behovet for kombinationen af problemfokuseret OG følelsesmæssig mestring: ”Den gode vej tilbage til en hverdag på arbejdspladsen, når man har været sygemeldt med stress, skal have to omdrejningspunkter: Man skal lave strukturelle ændringer samt tilpasninger på arbejdspladsen, og det kan også være relevant, at medarbejderen ser på sine mestrings-strategier – men sidstnævnte kan ikke stå alene. Man må investere i at få medarbejderen tilbage og sikre, at der er lommer, hvor man kan finde tid til at tale med den raskmeldte medarbejder. Det er ressourcekrævende, men mange af de gode planer, som laves om tilbagevending, fungerer ikke, fordi man mangler tiden til en kontinuerlig opfølgning i en presset hverdag. Muligheden for at man kan genvinde sin fulde arbejdsevne er der, men arbejdspladsen og den enkelte må investere for at nå frem til det”.

Mit dugfriske eksempel fra klinikken er en sygemeldt superdygtig, hjertevarm medarbejder med ’varme hænder’ i et støttende arbejde for vore svageste borgere. Hun har ydet udover sine ressourcer i længere tid, er bukket under med stress og tænker nu på, hvornår hun dog kan komme tilbage på arbejde og ikke mindst hvordan. Min opgave ligger i at få både hende og arbejdspladsen til at tænke på problemfokuseret og følelsesmæssig mestring samt lægge en realistisk tidsplan.

,

Comments are closed.