Kurser, der giver frihed

Der er frihed i den motiverende samtale

September måned har været særdeles travl i klinikken. Både med mange individuelle samtaler og med forberedelse af kurser i både angsthåndtering og Den motiverende Samtale. Lad mig tage en ting ad gangen:

Flere klienthistorier er under udarbejdelse, da jeg den ene gang efter den anden oplever, at klienterne er vældig kompetente til at tage ny viden ind, forholde sig til den og bruge lige netop den del, der giver dem allerstørst frihed. Jeg vil ikke afsløre meget nu, men tålmodig vente på, at klienterne kommer igennem processen med at udvælge indhold, sætte ord på og give sig selv kredit for ”gåede skridt”. I skal nok få nogle gode historier.

Så starter der, som skrevet i sidste nyhedsbrev, Cool Kids op efter efterårsferien for børn med angst i alderen 10 – 12 år. Pressemeddelelsen i lokalavisen hænger lidt, så I må endelig fortælle videre i omgangskredsen, at visitationssamtaler begynder lige nu. Jeg kan ikke tale for positivt om disse kurser. Indholdet er effektivt og bygger på den kognitive terapi og efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Og børnenes fællesskab, der langsomt bygges op, er meget værdifuldt for dem både undervejs og efter kurset afslutning. Også her er der stor frihed at få.

September måned har også været travl, da jeg har undervist en del frivillige i KFUM´s sociale arbejde i Den motiverende Samtale – herefter omtalt som MI(Motivational interviewing) En samtalestil, der tager udgangspunkt i den indre motivation hos den, man snakker med. Det er blevet til 2 temadage i henholdsvis Grenå og Hurup i Jylland og til tre sammenhængende dage på Diakonhøjskolen i Århus.

Indholdet og dybden er selvfølgelig forskellig afhængig af timeantallet, men formålet er at lære kursusdeltagerne de grundlæggende principper i MI til gavn for personen, de taler med. Det kan være en kunde i en genbrugsbutik eller en gæst i en af de sociale caféer, der har lyst til en snak. Men formålet er sandelig også, at de frivillige fremover kan aflægge sig ansvaret for at ordne den problematik, som gæsten kommer med.  I stedet skal de bruge de nylærte redskaber til at fremkalde den andens egne grunde til forandring og styrke deres motivation til forandring.

For mange af kursusdeltagerne var dette helt nyt, og der blev trænet i rollespil, hvor man enten var personen, der ville støtte eller den, der gerne ville støttes. Gang på gang blev det opdaget: ”Nej, nu sidder jeg og giver råd igen i stedet for at spørge og gøre den anden mere bevidst om egne tanker” eller ”Nej, det var vist et lukket spørgsmål og ikke et åbent”. Men så er der bare udviklingspotentiale, ikk`? En deltager udtrykte stor lettelse over at kunne koncentrere sig om at lytte i stedet for hele tiden at tænke på, hvad han skulle sige som det næste. Det gav ham stor frihed.

Hvis du vil høre grundlæggeren af den motiverende samtale, William Miller, fortælle om vores trang til at hjælpe andre, kan du her høre ham fortælle 2 minutter om vores ordne-refleks, som vi meget gerne må sætte os fri af. Han er god at høre på.

Comments are closed.