Går det nogensinde væk?

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er Angst.png

Når håbet er væk, er der ikke meget tilbage

Få oplægget læst op her

Som terapeut står jeg ofte i nogle svære valg, og der er rigtig mange af dem. Hør bare her:

Jeg skal allerførst vælge fremgangsmåde ved hver visitationssamtale. Har klienten mest brug for at få følelsesmæssig lindring gennem taletid eller forsikring om håb forude? Har klienten mest brug for oplysninger for normalisering af situationen og dermed håb for forbedring? Har klienten mest brug for at høre om mig, mine kompetencer og behandlingsmulighederne for at beslutte sig for at åbne op for følelser og smerte? Dernæst skal jeg vælge indfaldsvinkel ved opstart af hver samtale. Der skal laves dagsorden; hvor mange delemner kan klienten overskue? Hvor meget skal den løsere snak om tiden siden sidste gang fylde? Skal jeg motivere kraftigt for at hjemmeopgaverne skal udføres, eller kan klienten dårligt få udført dagligdagens opgaver? Hvilke kognitive skemaer vil gøre den allerbedste gavn her? Er det i orden, at klienten bruger tid og penge på vedligeholdende samtaler, når jeg har en faglig stærk fornemmelse af, at vedkommende kunne udvikle sig meget mere ved en ekstra investering i hjemmeopgaver?

Når vi så sidder overfor hinanden i samtale, er jeg overbevist om, at det er klientens behov, der er vigtigst i forhold til min planlægning. Jeg har masser af gange lagt en virkelig gennemtænkt og teoretisk funderet plan for en session med den rigtige fordeling af tilbageblik, analyse af hændelser og ny viden. Men så er det noget helt andet, der fylder hos klienten, og planen må lægges væk til en anden gang eller bare skrottes. Alle disse valg er en del af terapeutens hverdag, og det har jeg det fint med. Men der er et spørgsmål, der er sværere at svare på end nogle af de andre. Klienter med stress, depression og angst spørger ofte forpint: ”Går det nogensinde væk?”

Og her kan jeg heldigvis sandfærdigt svare: ”Ja, du skal ikke blive ved med at have det så slemt som nu. Du får det godt igen”. Og det har jeg tre grunde til at sige. For det første kommer klienter som regel først i behandling, når de er allerlængst nede; faktisk først, når de lige er begyndt at vende bøtten og skal have hjælp til at komme op igen. Mange oplever en svag forværring, når terapien går i gang, fordi mange vanskeligheder kommer frem i lyset, og behov for ændring bliver tydeligt. Men rimeligt hurtigt kan simple metoder gøre hverdagen lettere; og det hjælper jo altid noget. For det andet er vi mennesker skabt med en indbygget indre dosis helbredelse. Hvis vi får muligheden for at vælge godt for os selv, vil vi prøve på at gøre det. Nogle gange skal jeg bare sørge for, at mulighederne er synlige og veldefinerede, så er valget nemmere for klienten. Og for det tredje er den kognitive adfærdsterapi meget potent og alsidig og kan rette op på rigtig meget ubalance.

Jeg kan derimod ikke svare klart på, hvornår stressen, depressionen eller angsten forsvinder igen. Erfaringen har givet mig nogle tommelfingerregler, som forlænges eller afkortes af nogle omstændigheder. Ydre omstændigheder, som man ikke altid har kontrol over, og indre omstændigheder, som man ikke altid har energi til at tage kontrol over. Men som klient kan du ikke bruge sådan nogle løse svar til noget. Og i starten af et samtaleforløb har du ikke brug for at kende til alle dele af forløbet, kun de nærmeste få skridt og de mest oplagte teknikker. Jeg tænker, at min fornemmeste opgave i forbindelse med spørgsmålet: ”Går det nogensinde væk igen?” er at være vikarierende håb. Når du som klient ikke kan se håbet om at få det godt igen, vil jeg bevare håbet for dig og give udtryk for det. Ikke kunstigt og affejende, men ærligt og erfaringsbaseret. Du skal nok få det godt igen.

Her kan du downloade som postcast.

Comments are closed.