Fra Cool Kids verden

Abstraktion kan bruges alle steder

Jeg er midt i et Cool Kids-forløb med skønne børn og forældre, der vil arbejde for at tilegne sig redskaber, der fjerne eller minimere angsten i hverdagen. Vi har lært om at analysere en situation gennem en tankejournal over 1) det, der sker. 2) det, der tænkes. 3) det, der føles og 4) graden af bekymring. Vi har lært at detektivtænke: Det vil sige gennem spørgsmål til katastrofetanken at fremfinde en realistisk eller beroligende tanke. Vi har lært at bruge trappestiger, hvor vi planlægger en træning af det angstprovokerende i små trin, der er overskuelige og kun udløser angst, der er til at holde ud. Og vi har lært om belønning, der gør det værd at træne de små skridt, selv om den store frihed for angst ligger lidt længere ude i fremtiden. Og vi har lært om bekymringssurfing; en teknik, der gør det muligt at udføre de aktiviteter, man er i gang med, selv om bekymringerne kommer væltende.

Det er mange nye redskaber at skulle lære at bruge, og det tager tid at tage dem helt til sig. Selv om det ikke er en del af det skriftlige manualiserede program, har min medterapeut og jeg besluttet, at vi hver gang vil bruge kroppen på den ene eller anden måde i denne tilegnelse, da kroppens signaler udgør 25 % af den kognitive grundmodel og i høj grad er en del af adfærdens 25 % også. Når kroppen har det godt, påvirker det positivt vore tanker og følelser udover den gode effekt på indlæringen, som vi også går efter. Vi har således de sidste sessioner af Cool Kids anvendt øvelser, hvor vi bruger vore ”hjerne på noget i det fjerne”. Altså ikke koncentrere os om ubehag i kroppen eller tankerne, men på noget helt andet, så vi abstraherer fra det, der hæmmer os.

Vi har således brugt vores synssans til at ’gætte en X’ af en samling små nipsenåle og vores høresans på at identificere lyde udenfor rummet, inde i rummet og inde i vores krop. Her sidste gang skulle vi så prøve at bruge synssansen igen. Vi havde sendt forældrene i et andet rum for at snakke om dagens teori, mens vi flyttede vores stole ind i midten af rummet. Så fremprovokerede vi kropslige symptomer på angst ved at løbe 10 gange hurtigt rundt om stolene, så vi både blev stakåndet, lidt svimle og havde svært ved at fokusere med lige det samme. Opgaven lød så at observere de seks mennesker i cirklen og finde lighedspunkter på nøjagtig to. Altså 2 mennesker med armbåndsur på. 2 mennesker med halskæde osv. Et tredje menneske måtte ikke have samme lighedstegn; kun 2.

Det er en god øvelse, og børnene opdagede hurtigt, at man ikke kan fokusere på kropsligt eller tankemæssigt ubehag, samtidig med den krævende øvelse at observere, sammenligne og tælle samtidig. Man behøver ikke at være et barn for at kunne bruge denne form for abstraktion. Vi kan alle bruge den og vi kan gøre det i mange forskellige situationer; i bussen, i køen i Netto, i venteværelset hos lægen eller ude på gangen, inden man skal til eksamen. Nu er idéen givet videre. Nu må du afprøve den 😉

 

Comments are closed.