Fællesskabets styrker og omkostninger

Børn behøver ikke være ens for at forstå hinanden

Som ofte før vil jeg italesætte strømninger i samfundet med udspring fra medier; digitale eller den gode gamle papirudgave af aviser. I Kristeligt Dagblad fra 27. januar 2018 skriver Else Marie Nygaard om cand.scient.pol Sofie Münster, der appellerer til større mod i opdragelsen af vores børn, så de bidrager til fællesskabet. Sofie Münster har både gennem hjemmeside, tv-programmer og bogudgivelse givet sin mening til kende, og hun er rimelig bramfri, når hun peger på skævheder. F.eks. når forældre tilsidesætter fællesregler i skole eller institution, hvis det er bekvemt for deres eget barn eller bøjer egne regler, for at barnet kan være en del af fællesskabet med eksempelvis mobiltelefon eller ”huller i ørerne”. Hun revser ikke forældrene, men påpeger bare, at det svækker fællesskaberne, når vi ikke viderefører gode værdier, der ligger i gennemtænkte regler.

Jeg har mange gange de sidste 20 år mærket usikkerheden i maven, når ungerne har spurgt: ”Hvorfor må jeg ikke, når alle de andre må?” Eller ”Hvorfor skal jeg, når de andre ikke behøver?” Og svaret har hver gang været: ”Ja, det er også ærgerligt for dig, men vi gør måske tingene lidt anderledes end andre. Vi tror, at det godt på den her måde”. Og det er altså svært, når jeg ikke har været 100 % sikker på, at værdien eller reglens gyldighed opvejer ærgrelsen nu og her. Det har bestemt ikke altid været populært hos børnene, men efter at de er flyttet hjemmefra, har de meldt positivt tilbage omkring vores valg.

Sofie Münster begrunder sin appel om større mod i opdragelsen med behovet for empati, for at fællesskaber kommer til at fungere. Hvis der skal skabes stærke fællesskaber, som alle kan drage nytte af, skal hver deltager kunne se ud over sig selv, og det er her empatien kommer ind. Jeg har et frisk eksempel.

På Cool Kids-holdet kender to af pigerne hinanden rigtig godt, og de søgte hinanden første gang og støttede hinanden. Allerede anden gang vi mødtes, går de sammen hen til den sidste deltagende pige og inviterer hende ind i deres fællesskab, hvilket straks går godt. Det kan være empati, der er givet videre i opdragelsen eller en opfordring fra forældrene eller bare en iboende empati fra de to piger. Jeg bliver i hvert fald glad, når jeg ser empati virke styrkende på fællesskabet.

Læs også: Fællesskab at finde sig selv i

Comments are closed.