Fællesskab at finde sig selv i

Det kræver mod at åbne sig

Jeg læste et debatindlæg i Kristeligt Dagblad 23. januar 2018 skrevet af en 18-årig HF-studerende, der hedder Petra Brøjtenborg Larsen. Hun er en aktiv spejder og oplever, at man kan så meget, når man står sammen i fællesskabet der. Og endnu vigtigere: at der er plads til at finde sig selv med de fejl og mangler, der nu følger med i livet. Hun tager afstand fra den evige præstation og jagten efter perfektionismen og mener, at jagten bunder i frygt for ensomhed.  Hun ønsker for den nuværende unge generation, at ’fællesskabet’ bliver vigtigere end præstationen.

Når jeg læser tanker formuleret på den måde, glæder jeg mig over ungdommens skarpe øjne. Det er godt set, at perfektionismen ikke kun eksistere, fordi vi mennesker gerne vil mere. Ofte drives vi ikke af lysten efter mere, men frygten for ikke at være eller kunne nok. Hvis vi afsløres som mindre kapable, mindre dygtige, mindre tekniske eller mindre smukke, vil det ofte være frygten for afvisning, der presser os til lige at yde det ekstra. Hvis risikoen for afvisning mindskes betydeligt, vil vi ofte gerne lave lidt om på vores prioritering eller negligere en mavefornemmelse, der fortæller os, at det er tid til at slappe af. Ingen kan lide at blive afvist. Alle vil vi gerne være en del af fællesskabet og føle, at vi hører til.

Så tænk hvis Petra Larsens tanker kunne føres ud i livet i form af et fællesskab, hvor det var meningen, at man skulle være uperfekt. At målet var at finde sig selv, som den man er og ikke som den, man gerne vil være. At udfordringen lå i at dele af sine uperfekte tanker og stille sig til skue i håb og tillid til, at de andre i fællesskabet kan vise empati og rumme det uforudsigelige i ikke at være som alle andre.

Igennem mine 30 voksne år har jeg flere gange været en del af ’et fællesskab at finde sig selv i’. F.eks. da jeg i mine 20´ere havde fællesskab med andre unge ledere, der var udkørte som jeg. Da jeg i mine 30´ere målrettet gik efter et fællesskab, hvor jeg kunne være den yngste og den dummeste. Og da jeg for nyligt dannede gruppe med to andre ægtepar, der også havde så mange bekymringer for børnene, at vi kun kunne støtte hinanden og ikke gå efter forkromede løsninger. Det er livgivende at turde, når livet viser tænder. Og jeg vil bare opmuntre dig til at turde vise den mindre perfekte side af dig selv. Enten i det fællesskab, du allerede er i, hvor de andre vil undres i første omgang og slappe af i anden omgang. Eller i et helt nyt fællesskab, hvor du definerer formålet: at have et fællesskab at finde sig selv i. Pøj-pøj.

Comments are closed.