Få god hjælp af …. registrering

Skemaer et effektivt redskab

Registreringsskemaet er meget enkelt bygget op med 7 kolonner til de syv dage i ugen og 4 rækker til at dække dagens ’formiddag’, ’eftermiddag’, ’aften’ og nat. Du registrerer styrken af det begreb, du har fokus på: angst, vrede, tvangstanker, stoftrang, følelse af utilstrækkelighed, bekymring eller hvad det nu kan være. Styrken skal vurderes som et gennemsnit af perioden, du registrerer for. Rent praktisk er det lettest at sætte sig med skemaet omkring frokost og se tilbage på formiddagen og spørge sig selv: ”Hvor stærk har følelsen været i gennemsnit på en skala fra 1-10?” Så hiver man skemaet frem igen ved aftensmaden og kigger tilbage på eftermiddagen, og ved sovetid og kigger tilbage på aftenen. Man skal kun registrere om natten, hvis man vågner og ellers bare lade feltet stå tomt.

Når man efter en uge ser på skemaet, vil der højst sandsynligt indfinde sig et mønster eller noget, der ligner et mønster flere af dagene. Måske er man mest generet af begrebet på et særligt tidspunkt af dagen, så kan man planlægge færrest udfordringer der. Måske er man mindst generet af begrebet, når man er sammen med et særligt menneske eller udfører nogle bestemte handlinger. Så kan man planlægge flest udfordringer sammen med det menneske eller samtidig med de handlinger.  Måske troede man, at man var angst hele tiden og finder ud af, at weekenden uden arbejde faktisk går meget godt. Eller at drikketrangen er størst torsdag aften, hvor man plejede at mødes med gutterne. Så skal der planlægges noget rigtig rart torsdag aften, så der ikke kan fokuseres på drikketrangen.

Man skal måske udfylde registreringsskemaet to uger for at få et ordentligt overblik. Men allerede efter en uge kan man bruge registreringen konstruktivt og tage noget styring tilbage. Ikke bare registrerer, hvor det er mest og mindst vanskeligt, men bruge den viden til planlægning og god udnyttelse af netværket. Mange vil også kunne se, at et krævende socialt arrangement den ene dag nedsætter modstandskraften den næste. Det betyder ikke, at vi skal undlade at gøre krævende ting, vi skal bare planlægge den kommende dag efter det.

Du kan finde registreringsskemaet her eller under materiale, hvor der er flere skemaer til udprint.

Comments are closed.