Ensomhed blandt unge

At tale om ensomhed er første skridt

Der er kræfter i min omgangskreds, der de sidste måneder har knoklet med at få stablet fællesspisning i Vanløse på benene. De har set et behov for, at unge mennesker mellem 18 og 35 år kan mødes et sted for at spise og snakke sammen med andre, de ikke nødvendigvis kender i forvejen. Ikke alle har et stort netværk eller har nemt ved at skabe nye relationer. Derfor er Vanløse madklub på søndage i ulige uger velbesøgt. Og efterhånden er det ved at være anerkendt, at vi har ensomhed i Danmark – og ikke kun hos den ældre, hvis familie ikke har tid til at komme på besøg.

Karen Sofie Egebo skriver i Kristeligt Dagblad 31. marts 2018, at ”unge har overtaget førstepladsen som de mest ensomme i Danmark, og hver 10. unge føler sig alene”. Hun har interviewet Christopher Trung, der er næstformand i Ungdommens Røde Kors i Slagelse. De har satset på samme aldersgruppe som i Vanløse og har åbent værestedet Plexus mandage og fredage 17-21. Også her er det rart og hyggeligt samvær, der er i højsædet, når unge deltagere og unge frivillige mødes til mad, bordtennis, snak og kreativitet.

Jeg nævner ikke dette bare for at gøre reklame for nogle gode tiltag. Jeg tænker, at hvis det er lidt ’in’ at have travlt og mangle plads i kalenderen, så er det lidt mere ’yt’ at være ensom og mangle venner. Men ofte drejer det som uheldige omstændigheder og manglende eller utrænede evner til at række ud og skabe relationer eller pleje de relationer, der er i forvejen. Og det kan læres som alt mulig andet. Den ekstroverte vil have lettere ved det end den introverte, men at man ikke har medfødte evner betyder ikke, at man skal lade være med at træne disse evner.

Christopher Trung udtaler, at man som forældre eller bedsteforældre til et ungt ensomt menneske kan hjælpe ved at spørge ind til den unges liv og gøre det trygt at tale om også de svære ting. Og på trods af mine tidligere bemærkninger om ’in’ og ’yt’, så er vi lige så stille ved at bryde tabuet om ensomhed, selv om der er lang vej endnu. Lad mig f.eks. spørge dig: Hvad vil du helst? Invitere en bekendt på mad, hvis du har indtryk af, at han er ensom? Eller spørge ham, om han er det? Jeg synes, det sidste kræver mest mod og villighed til involvering.

Og til dig, der er ensom: Hvis du ikke har mod på at arbejde med dig selv for at optræne evnerne til at skabe nye relationer, så kan du benytte dig af de tilbud, der popper op i øjeblikket med det formål at gøre det lettere for dig at møde andre mennesker, der også kunne bruge nye relationer. Og hvis der ikke er nogen tilbud i nærheden, må du gå andre veje. Enten benytte dig af diverse gode telefonrådgivninger, tilbyde din arbejdskraft i et lokalt projekt, betro dig til familien, byde på en kop kaffe eller noget helt andet, du tror, kan hjælpe dig. Det er sjældent, man pludselig kommer ud af ensomhed; det skal som regel planlægges 😉

Comments are closed.