En klient fortæller

Før man kan starte i gruppeforløb i angtshåndtering, skal man til forsamtale, for at det kan afgøres, om man vil have gavn af forløbet og ikke spilde sin tid og sine penge. En kvinde – vi kan jo kalde hende Inger – fortalte til forsamtale om sin angst for ikke at kunne finde vej. Det var en stor begrænsning i hverdagen, da hun er en aktiv kvinde, der gerne tager rundt til veninderne eller gode arrangementer og som er totalt fri i tanker, holdninger og adfærd, når det drejer sig om at selv at hjælpe andre eller finde hjælp til andre. I disse situationer er hun helt lige glad med, hvad andre tænker eller om det virker naivt eller pågående. Men usikkerheden omkring at finde vej er så ubehagelig, at hun mange gange har købt sig til en taxi, selv om andre muligheder havde været langt billigere og næsten lige så hurtige. Denne og andre problematikker blev vendt til forsamtale, og vi kunne slutte af med et overblik over, hvad den kognitive model kunne bruges til, når vi kom i gang med gruppeforløb.

Da vi så sidder til 2. gruppesamling, inviterer jeg til at fortælle, hvis der er sket noget særligt siden sidst. Inger byder hurtigt ind og fortæller:

Jeg har haft det så godt siden den forsamtale. Det var som om, jeg fik et puf til at komme videre. Jeg havde været nede i et hul længe og vidste godt, at jeg skulle se at komme op … at det ikke kunne nytte noget at blive dernede, men at jeg skulle gøre noget. Så her den anden dag kunne jeg endelig komme til min søn, da togbusserne endelig var overstået og jeg kunne tage toget igen. Så sandelig om ikke der var planlagt motionsløb, så vi alligevel skulle med busser. Jeg gik helt i sort. Der var besked om, at vi skulle gennem tunnelen og tage en bus fra den anden side. Jeg havde lyst til at tage en taxi det sidste stykke vej eller tage hjem igen. Men tænkte jeg: ”Nej, Inger. Nu gør du noget nyt. Der er kun én tunnel her. Du går igennem og ser, hvad der er på den anden side”. Og så kom jeg frem. Det var faktisk ikke så svært. Men det var helt nyt for mig, og det føltes bare godt. Mine veninder kan også se på mig, at jeg har det meget bedre og er mere fattet. Og det er bare fordi, jeg ved, at jeg nu vil gøre noget ved det, der har irriteret mig i mange år.

Ingers historie fortæller, at tanken om styrke og handlekraft kan give styrke og handlekraft. Og det bruger vi aktivt i den kognitive adfærdsterapi. Problematikken er ikke klaret med en enkelt succes-historie, men det er afgjort et vigtigt skridt på vejen.

Comments are closed.