En klient fortæller

Med mistet hukommelse kan du miste din angst

Ved årsskiftet sker der en reel ulykke for en af mine klienter på 35 år – vi kan jo kalde ham Niels. Han vågner op på hospitalet og har totalt hukommelsestab, således, at han hverken husker det, der er sket for uger siden, men heller ikke det, der sket i hans barndom eller ungdom. Han kender ikke sine forældre, sin kone eller hans to drenge. Alt er væk.

Efter mindre end sammenlagt en uge på somatisk og psykiatrisk hospital udskrives han med den besked, at ”de ikke kan gøre noget for at hjælpe ham og at hukommelsen måske kommer tilbage af sig selv lige så stille”. Heldigvis har han forældre, der kan hjælpe til at hive fat i systemet og heldigvis er hukommelsestabet af en sådan art, at han husker alt fra han vågnede op på hospitalet. Han kan altså lagre ny viden og lære sin familie at kende igen.

Ud over at det er en sjælden tilstand i Danmark, vil jeg også dele historien med dig af en hel særlig grund. Niels er blevet fortalt af sin bedste ven, at han inden ulykken led af angst og gik i en gruppe for angstlidende for at arbejde med problematikken. Han havde i tiden optil eksponeret sig selv; altså trænet at køre i tog, som ellers var angstprovokerende for ham. Han havde på fineste vis aftalt træning med vennen og fundet støtte i telefonsamtaler undervejs eller anden form for abstraktion. Men det kan Niels ikke huske. Han kan ikke huske, hvad han var bange for. Kan ikke huske sine panikangstanfald og kan ikke huske sin frustration over ikke at håndtere angsten bedre.

Dette er et meget praktisk bevis for, at angsten er noget, vi danner ud fra vores hukommelse, ud fra oplevelser, som vi har lagret et sted. Så vi modtager altså ikke signaler fra halvsovende mennesker i togkupéen, at dette er farligt. Og folkene i køen i Netto hvisker ikke med hinanden om, at ens hjerte går i stå, hvis man skal stå her i mere end 4 minutter. Men din hjerne husker så udmærket, hvor rædselsfuldt du havde det under dit sidste angstanfald med rystende hænder, uro i kroppen, åndenød, hamrende hjerte og tanker om, at det allerværste ville ske. Og din hjerne har ubarmhjertigt lagret, hvordan du sidste gang lod indkøbskurv være indkøbskurv og styrtede ud af butikken … og først DA begyndte alle symptomerne langsomt at forsvinde igen.

Denne hukommelse er altså med til at fastholde dig i angsten. Og vi skal heldigvis ikke alle sammen ud for en ulykke som Niels for at slippe for påvirkningen fra hukommelsen. Men måske du næste gang, et angstanfald er i anmarch, kan tænke på Niels´ historie og på, at din hukommelse bedst har lagret det, der er flest følelser i – nemlig alle de forfærdelige symptomer i kroppen og de ubehagelige følelser. Men der er også den anden sandhed – nemlig at disse følelser og reaktioner i kroppen ikke er farlige, men bare virkelig, virkelig ubehagelige. Hvis du holder ud, forsvinder de igen. Og hvis du føler, at du ikke holder ud, forsvinder de også igen.

Comments are closed.