En klient fortæller

Livet i en glasklokke

Min klient Claus oplevede efter stress på jobbet tiltagende angstsymptomer. Han kunne vågne op om morgenen med hamrende hjerte, uro i kroppen og stor angst for at dø. Han blev sygemeldt og udviklede en stærk angst mod alt, der havde med læger og sygehus at gøre. Dette gjorde situationen ganske uholdbar, når han samtidig var meget bange for at fejle noget rigtig alvorligt med alle disse symptomer fra hjerteregionen. Angsten blev adfærdsregulerende og gav sig bl.a. udslag i, at Claus ikke turde låse sin hoveddør, når han var hjemme. Folk skulle nemlig kunne komme ind og hjælpe ham, hvis han faldt syg om på gulvet. Denne sammenhæng blev der langsomt sat ord på gennem flere samtaler og en meget langsom tilnærmelse til behandlersystemet kunne starte.

Først var bare tanken om at få taget et uskyldigt blodtryk nok til at give Claus åndenød og migrænelignende hovedpine fra det ene sekund til det andet. Senere kunne blodtrykket tages under samtale langt væk fra læger. Senere kunne han tage med på det lokale laboratorium og se andre få taget blodprøver og til sidst kunne han gå til egen læge og blive tjekket på almindelig vis og endda få taget blodprøve. Claus oplevede på kursus i angsthåndtering, at andre deltagere også oplevede ”at hjertet sprang et slag over”, at andre også havde fået taget hjertekardiogram nogle gange for at fjerne mistanken om, at man stod med det ene ben i graven. Claus var rigtig god at have i en gruppe, fordi han var så ærlig omkring sine egne følelser og så villig til at give støtte og opmuntring til de andre i gruppen. Efter sygemelding i 1½ år kom Claus langsomt i arbejde igen. Men den historie følger i et senere nyhedsbrev. Han fortæller dog, at han i perioden havde følt det lidt som at leve i en glasklokke. Da angsten hen ad vejen slap sit greb, opdagede han pludselig en forårsdag, at glasklokken var væk og sanseindtrykkene blev lukket klart ind igen. En stor oplevelse, som han husker.

For få måneder siden bad jeg Claus snakke med en ung mand, der også led af angst. Han sprang velvilligt til og begyndte at fortælle sin historie, men han havde lidt svært ved at huske, hvor slemt det havde været. Ikke pga. flovhed eller frygt for at tabe ansigt, men fordi han vitterlig havde glemt noget af det værste. Vi er skabt så fantastisk, at vores hjerne simpelthen glemmer noget af det, der næsten er ubærligt. Det er da fantastisk. At vi kan komme tilbage helt ude fra kanten af livet, genoptage en almindelig tilværelse igen – forhåbentlig en del klogere end før ’kanten’ –  hjælpe andre med netop den erfaring, vi har tilegnet os, og så alligevel få lov til at glemme noget at det, vi ikke behøver at gemme på.

Comments are closed.